Wibergis vinder international designpris før åbning
Med afsæt i Viborgs historie og arkitektur har Museum Wibergis og Domkirkekvarteret modtaget hver sin Red Dot Award, der er blandt verdens mest anerkendte designpriser.
Pressemeddelelser
Før de første gæster har besøgt Viborg Kommunes nye Museum Wibergis, har det kommende museum allerede vundet international anerkendelse.
Museet, der åbner i Danmarks gamle Vestre Landsret i foråret 2027, er blevet hædret for sin brandidentitet. Det er det samlede udtryk med historie, navn, logo og grafik. Domkirkekvarteret har samtidig modtaget en Red Dot Award for den skrifttype, der er udviklet som en fælles identitet for området.
Design skaber rød tråd i Domkirkekvarteret
De to designpriser er resultatet af flere års tæt samarbejde mellem Viborg Museum, Viborg Kommune, Skovgaard Museet og designbureauet Creative ZOO.
Det fælles designunivers skal binde Domkirkekvarterets aktører sammen til én samlet kulturdestination i hjertet af Viborg.
- Prisen er en anerkendelse af det stærke samarbejde, der ligger bag udviklingen af Domkirkekvarteret i Viborg. Det glæder mig, at arbejdet med at skabe en samlet destination, hvor kulturoplevelser og byrum spiller tæt sammen, allerede får international opmærksomhed. Det kan vi godt være stolte af, siger Katrine Fusager Rohde (V), borgmester Viborg Kommune.
Fra domkirkens tårne til fodboldbanen
Bag begge de prisvindende designs ligger en ambition om at skabe et genkendeligt udtryk, der samtidig fortæller historien om Viborg. Inspirationen er hentet lige uden for døren – i Viborgs historiske bygninger, byens historie og stærke kreative miljø, som det nye museum bliver en del af.
- Vi har fra begyndelsen ønsket at give Museum Wibergis en tydelig identitet og et moderne udtryk med afsæt i Viborgs store historie. At en uafhængig international jury inden for design anerkender dette, er bare helt fantastisk, siger Brian Wiborg, museumschef, Viborg Museum.
Den fælles skrifttype er et godt eksempel på, hvordan Viborgs særpræg er omsat til et nutidigt udtryk. Den er blandt andet inspireret af Domkirkens karakteristiske tårne og buerne på det gamle rådhus. Det er den samme skrifttype, som viborgensere sidste sæson kunne se på Viborg FF’s udebanetrøje.
Red Dot Award er en international designkonkurrence, der siden 1955 har præmieret projekter inden for design. Blandt tidligere danske vindere institutioner som Danmarks Radio og Statens Museum for Kunst.
Yderligere oplysninger
Pressekontakt, Viborg Kommune
Tlf. 87 87 83 83 / mail: pressen@viborg.dk