Idrætsforening giver psykisk sårbare et trygt fællesskab i bevægelse
Den 28. maj fejrer idrætsforeningen VIB IF 1-års fødselsdag. Foreningen er for borgere med psykisk sårbarhed og skal give flere mulighed for motion, fællesskab og nye venskaber. VIB IF er skabt i et samarbejde mellem Viborg Kommune og Idræt for Sindet under Dansk Arbejder Idrætsforbund.
Pressemeddelelser
Badminton, yoga, løb, svømning, gåture og styrketræning er allerede på programmet flere gange om ugen, når medlemmerne i VIB IF mødes om idræt og fællesskab.
Foreningen blev etableret i foråret 2025 i et samarbejde mellem Viborg Kommune og Idræt for Sindet under Dansk Arbejder Idrætsforbund, DAI. VIB står for Venskab, Idræt og Balance, og målet er at skabe et sted, hvor borgere med psykisk sårbarhed kan være med på egne præmisser.
– Det her handler om meget mere end motion. Det handler om at høre til, få struktur i hverdagen og opleve, at man er en del af et trygt fællesskab. VIB IF er et stærkt eksempel på, hvordan vi sammen med civilsamfundet kan skabe rammer, der gør en konkret forskel for mennesker, siger Brian Roed (A), formand for Social- og Sundhedsudvalget.
Foreningen har i dag 59 aktive medlemmer. Det er ifølge DAI et højt medlemstal for en nystartet Idræt for Sindet-forening.
Stærk start for ny forening
DAI støtter foreningen og koordinatorrollen i Viborg Kommune med bl.a. konsulentsparring og opkvalificering af ledere og frivillige.
På længere sigt er målet, at VIB IF skal drives af frivillige kræfter. Allerede nu har foreningen seks frivillige bestyrelsesmedlemmer og en frivillig yogainstruktør, og der arbejdes videre med at få flere frivillige med omkring aktiviteterne.
– VIB IF har fået en meget stærk start. Mere end 50 medlemmer efter kort tid er virkelig flot, og det vidner om et grundigt forarbejde fra kommunen, koordinatoren og DAIs side. Der er skabt et aktivitetsudvalg med tilbud flere dage om ugen, og medlemmerne viser også stor lyst til at deltage i arrangementer uden for foreningen, siger Jacob Brinkmann Holdt, idrætskonsulent i DAI.
VIB IF har blandt andet haft 62 deltagere til kickoff-arrangementet, og medlemmerne deltager også i aktiviteter uden for foreningens egne rammer. Foreningen har for eksempel tilmeldt 21 deltagere til en Idræt for Sindet-camp i april.
Erfaringer fra Idræt for Sindet på landsplan viser, at fællesskaberne kan have stor betydning. I en ekstern evaluering svarer 98 procent af medlemmerne, at de føler sig som en del af et fællesskab, mens 93 procent oplever højere livskvalitet.
Fødselsdagen bliver fejret den 28. maj med åbent hus for alle interesserede fra kl. 15.00 – 17.00. Det sker på plænen foran Center for Mestring, Søndesøparken 16, 8800 Viborg. Interesserede kan læse mere og melde sig ind i VIBIF på vibif.dk.
Yderligere oplysninger
Brian Roed (A), Formand for Social- og Sundhedsudvalget
Tlf. 30 30 29 02 / mail: broed@viborg.dk
Jacob Brinkmann Holdt,
Tlf. 24 22 24 45 / mail: jacob@dai-sport.dk