
Center for Mestring indviede nye lokaler
Både medarbejdere og brugere af Center for Mestring var glade for endelig at kunne tage de nye lokaler i brug.
Nyheder
Der var sang, taler, kage og masser af smil, da Center for Mestring indviede de nye lokaler på Vestervangsvej tirsdag den 3. november 2026.
- Det er ikke kun bygninger, vi indvier i dag. Vi indvier et nyt kapitel for et vigtigt tilbud, fyldt med mening, mestring, recovery og fællesskab for de borgere, der benytter stedet. Og det håber jeg, de nye rammer vil bidrage med, sagde formand for Social- og Sundhedsudvalget, Brian Roed (S) i sin tale.
Indflyttergaven fra udvalget - et paradisæbletræ – stod allerede fint plantet ved indgangen til Center for Mestring.
- Vi har glædet os til i dag, men vi glæder os også til hverdagen i de nye lokaler. Vi glæder os til at værdierne, samværet og fællesskabet kan leve videre her, sagde en glad leder af Center for Mestring Heidi Kristensen.
Center for Mestring tilbyder forskellige aktiviteter som fx mestringskurser, rehabilitering, undervisning, værksteder og café for borgere der har psykiske og sociale udfordringer.