Børnekultur
Viborg Bibliotekerne er en nøglespiller i forhold til at skabe kulturelle oplevelser og læring for børn og deres familier. Det samme gælder Institut for Børnekultur, der er et udviklingscenter for børne- og ungekultur med base i Viborg.
Viborg Bibliotekerne
Børnekulturen er til stede både i skoler, daginstitutioner og i fritiden. Mangfoldigheden og diversiteten vægtes i arbejdet med børnekulturen – og skæve og banebrydende projekter er med til at give børnene i Viborg Kommune evnen til at forundres, fornøjes og forandres. Viborg Bibliotekerne er sekretariat for børnekulturen i Viborg Kommune.
Institut for Børnekultur
Institut for Børnekultur er et udviklingscenter for børne- og ungekultur, som skaber projekter, opbygger tværgående partnerskaber, netværk og fællesskaber i Danmark og udlandet. Med udgangspunkt i FN’s børnekonvention og de 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling, arbejder centret for at sikre alle børns ret til at møde kunst og kultur i deres hverdag. Institut for Børnekultur er lokalt forankret i Viborg og fungerer som et nationalt udviklingscenter med globalt udsyn – som det eneste af sin slags i Danmark. De primære samarbejdspartnere er dagtilbud og skoler, professionelle kulturformidlere, kunstnere, kunst- og kulturaktører samt forsknings- og uddannelsesinstitutioner.