
Viborg Kommune bliver læringskommune i nyt midtjysk klimasamarbejde
Viborg Kommune skal dele sine erfaringer med Hverdagens Klimatopmøder, når et nyt projekt til 2,7 millioner kroner skal hjælpe tusindvis af midtjyder med at gøre klimahandling konkret i hverdagen.
Nyheder
Viborg Kommune får nu en central rolle i et nyt fælles midtjysk projekt, der skal styrke borgernes klimahandling i hverdagen. Projektet hedder Hverdagens Klimatopmøder og har modtaget 2,7 millioner kroner i støtte fra Novo Nordisk Fonden.
Projektet løber over de næste to år, men for Viborg Kommune er selve konceptet ikke nyt. Vi har allerede gode erfaringer med Hverdagens Klimatopmøder, hvor borgere arbejder med deres egne klimaaftryk.
Men nu bliver Viborg én af projektets læringskommuner, der skal dele viden, cases og konkrete erfaringer med de kommuner, der først skal til at begynde arbejdet.
Som læringskommune skal Viborg Kommune:
- Dele erfaringer med metoden og borgerinddragelsen.
- Bidrage med sparring til de otte kommuner, der starter op nu.
- Medvirke til videreudvikling af metoder og værktøjer.
Klimahandling tæt på hverdagen
Hverdagens Klimatopmøder er to timers dialogmøder, hvor deltagerne får indblik i deres eget klimaaftryk – blandt andet inden for mad, transport og indkøb – og arbejder med realistiske ændringer i deres daglige vaner.
Erfaringerne viser, at deltagerne i gennemsnit reducerer deres CO2-udledning med omkring 0,6 ton om året pr. person.
Projektet gennemføres i samarbejde med virksomheden Habitura og ni øvrige midtjyske kommuner, med Ringkøbing-Skjern Kommune som projektleder.
Skal komme hele landet til gavn
Gennem 2026 og 2027 samles erfaringerne i et frit tilgængeligt katalog og præsenteres på en national konference.
Målet er, at arbejdet kan inspirere kommuner i hele landet til at integrere borgernes hverdagsvaner i den lokale klimaindsats.
Med rollen som læringskommune er Viborg Kommune med til at sikre, at gode lokale erfaringer bliver delt bredt – både i Midtjylland og nationalt.
