Sådan indbringer du en sag

Både lejer og udlejer kan indbringe en tvist (uenighed) for beboerklagenævnet. Den der indbringer tvisten, skal samtidig betale et beløb for at få behandlet sagen.

Sådan indbringer du en sag

Et typisk sagsforløb

Før sagen afgøres af beboerklagenævnet får både lejer og udlejer mulighed for at give relevante oplysninger om tvisten.

Du får løbende mulighed for at fremkomme med dine bemærkninger til de relevante oplysninger, som modparten giver i sagen. Sagen forelægges som udgangspunkt først beboerklagenævnet til afgørelse, når den er tilstrækkeligt oplyst.


Sagen starter

Det er beboerklagenævnets sekretariat der modtager og opretter sagen, og det er også sekretariatet der forestår det videre arbejde med at få indhentet de relevante oplysninger i sagen. 

Når sagen er modtaget, bliver modparten orienteret om sagen. Modparten får samtidig mulighed for at fremkomme med supplerende oplysninger og for at give bemærkninger til de fremkomne oplysninger.


Indhentning af oplysninger

Sekretariatet indhenter som udgangspunkt oplysninger om sagen hos lejer og udlejer. Der er også mulighed for at indhente oplysninger hos andre, herunder offentlige myndigheder. Nævnet kan også besigtige det lejemål, som sagen handler om. I så fald indkaldes både lejer og udlejer med mindst en uges varsel.


Hvornår træffes der afgørelse

Når sagen er oplyst, det vil sige, når der er indhentet tilstrækkeligt med oplysninger til, at sagen kan forelægges nævnet, afholdes et nævnsmøde. Beboerklagenævnet træffer på mødet en afgørelse i sagen.

Hvis en part ikke svarer på sekretariatets henvendelser, eller hvis en part på anden måde ikke medvirker til sagens oplysning, kan nævnet vælge at træffe afgørelse i sagen i overensstemmelse med den anden parts oplysninger.

Beboerklagenævnet skal træffe en afgørelse i sagen senest 4 uger efter det tidspunkt, hvor nævnet har modtaget de sidste relevante oplysninger i sagen. Sker dette ikke, kan sagen indbringes for boligretten uden at afvente en afgørelse fra nævnet.

Det afhænger af sagen, hvor lang tid der går med at få oplyst sagen. Fra sagen indbringes og til nævnet træffer en afgørelse, vil der typisk gå 3-4 måneder.

Når sagen er afgjort

Beboerklagenævnets afgørelse af sagen meddeles begge parter ved brev. Når nævnet har truffet en afgørelse, er nævnets behandling af sagen afsluttet


Hvis du er uenig i afgørelsen

Hvis du er uenig i den afgørelse, som beboerklagenævnet har givet, har du mulighed for at indbringe afgørelsen for boligretten. En klagevejledning vil fremgå af afgørelsen.

Du skal som udgangspunkt indbringe nævnets afgørelse for boligretten senest 4 uger efter, at du har fået underretning om afgørelsen. Ved beregningen af fristen ses der bort fra juli måned.

Boligretten kan dog undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes for boligretten efter udløbet af fristen. Ansøgning herom skal indgives til boligretten inden 1 år efter beboerklagenævnets afgørelse.

Nævnet skal ikke medindstævnes, da kun udlejer og lejere er part i en eventuel retssag. Dog anmoder nævnet venligst om at blive underrettet, såfremt sagen indbringes for boligretten, ligesom nævnet gerne modtager underretning om sagens udfald.


Modparten har ikke efterlevet afgørelsen

Det afhænger af den konkrete sag, hvilke muligheder du som lejer eller udlejer har for at gennemtvinge en afgørelse, hvis modparten ikke har efterlevet afgørelsen. Beboerklagenævnet kan ikke hjælpe med at gennemtvinge en afgørelse. 

Beboerklagenævnets sekretær