Fleksjob
Fleksjob er et tilbud til personer, der har en varig nedsat arbejdsevne og ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår.
Fleksjobsansættelse
Et fleksjob er en ansættelse, hvor der tages hensyn til, at din arbejdsevne er varigt nedsat. Det betyder, at opgaver og arbejdstid i fleksjobbet bliver tilpasset det, du kan klare.
Betingelser for at få bevilget et fleksjob
- Kommunen skal vurdere, at din arbejdsevne er varigt og væsentligt nedsat
- Alle muligheder for at opnå ansættelse på almindelige vilkår, f.eks. gennem omplacering, opkvalificering mv. skal være undersøgt
- Du skal være under folkepensionsalderen
Der findes fleksjob inden for alle brancher. I et fleksjob kan du både arbejde med det fag, du er uddannet til eller har erfaring med fra tidligere, eller du kan skifte fag og bruge dine erfaringer på nye måder.
Godkendt til fleksjob
Når du bliver godkendt til et fleksjob, bliver du indkaldt til en samtale i Jobcentrets fleksjobteam.
Til samtalen skal vi tale om dine jobmål ud fra dine kompetencer, erfaringer og de muligheder der aktuelt er på arbejdsmarkedet. Vi skal også tale om, hvad der skal til for at du blive ansat i fleksjob.
Når du overvejer dine muligheder, er det vigtigt, at du tager udgangspunkt i de brancher, som aktuelt mangler arbejdskraft, eller i øvrigt har gode jobmuligheder.
Før samtalen
Du kan med fordel forberede dig til samtalen ved at svare på følgende spørgsmål:
- Hvilke typer af job eller arbejdsopgaver ser du dig selv i, med udgangspunkt i dine kompetencer og erfaringer samt mulighederne på arbejdsmarkedet?
- Hvad vil du gøre for at finde et job?
- Har du personer i dit netværk, du kan gøre brug af i processen?
- Hvad vil du evt. have brug for hjælp til på vejen mod job?
Målet med samtalen er, at vi får lavet en plan for, hvordan du hurtigst muligt kommer i fleksjob.