Byggeri kræver byggetilladelse - med få undtagelser

Byggeri der ikke kræver byggetilladelse

Som udgangspunkt skal du altid have en byggetilladelse, hvis du skal bygge nyt, bygge til, eller hvis du vil bruge en bygning til noget andet, end den er godkendt til (ændret anvendelse).

Krav om byggetilladelse gælder ikke kun for bygninger, men også for faste konstruktioner som f.eks. skilte, legepladser, flagborge mv.

Visse byggerier er undtaget fra bygningsreglementet

Enkelte bygninger/konstruktioner/anlæg er ikke omfattet af bygningsreglementet og kræver derfor ikke byggetilladelse. Det kan eksempelvis være anlæg til trafikale formål mv. Undtagelserne fremgår af Bygningsreglement 2018, § 4.

Opførelse og ombygning uden byggetilladelse, men stadig omfattet af bygningsreglementet

Nogle bygninger/konstruktioner kan opføres og ændres uden byggetilladelse, men de skal stadig overholde bygningsreglementets krav. Det er dit ansvar, som ejer, at sikre, at byggeretten er overholdt, herunder højder, afstandskrav, grundens bebyggelsesprocent mv. 

Overskrides byggeretten eller er der ikke en fuld byggeret, vil byggeriet alligevel kræve en byggetilladelse, da der skal foretages en helhedsvurdering. Derudover  skal anden lovgivning overholdes.

Eksempler på byggeri, der kan opføres eller ændres uden byggetilladelse, hvis bygningsreglement og byggeret er overholdt:

  • Garage, carport, drivhus og andre udhuse
    Opførelse af og tilbygninger til garager og carporte, der ikke er integrerede i den primære bebyggelse, samt udhuse, hønsehuse, drivhuse, overdækkede terrasser og lignende, når bygningerne tilsammen har et areal på højst 50 m² og placeres på terræn. Læs bygningsreglementets vejledning om sekundær bebyggelse
  • Enfamiliehus, sommerhus, dobbelthus og rækkehus
    Ombygninger og forandringer af enfamiliehuse, dobbelthuse, rækkehuse og sommerhuse. Ombygningen eller forandringen må ikke medføre en væsentlig anvendelsesændring eller en udvidelse af etagearealet. En udvendig efterisolering på maksimalt 25 cm betragtes ikke som en udvidelse af etagearealet.
  • Andet eksisterende byggeri end ovenstående
    Ombygninger og andre forandringer i andet eksisterende byggeri, som ikke ændrer eller påvirker de bærende konstruktioners virkemåde eller forudsætningerne for de brandmæssige forhold. Ombygningen eller forandringen må ikke medføre en væsentlig anvendelsesændring eller en udvidelse af etagearealet. En udvendig efterisolering på maksimalt 25 cm betragtes ikke som en udvidelse af etagearealet.
  • Kolonihavehus
    Opførelse af og om- og tilbygninger til kolonihavehuse, der er tilladt, og hvis størrelse og placering er fastlagt i en lokalplan, byplanvedtægt eller tinglyst deklaration godkendt af en offentlig myndighed.

Den samlede liste over bygninger/konstruktioner, der kan opføres uden tilladelse, men i overensstemmelse med bygningsreglementet, finder du i Bygningsreglement 2018, § 5.

Anden lovgivning/tilladelser

Der kan være krav om, at der opnås tilladelser efter anden lovgivning samt registrering i BBR, selv om bygningerne/konstruktionerne ikke kræver byggetilladelse. Det er ejers ansvar, at sikre, at et byggeri også er i overensstemmelse med en evt. lokalplan eller tinglyst deklaration, der gælder for ejendommen.

Lokalplaner, deklarationer mv. kan stille krav til bygningers placering, størrelser, materialevalg mv. og skal overholdes, selv om bygningen ikke kræver byggetilladelse.  

Er en ejendom omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt, skal du være opmærksom på, at bebyggelsesprocenten udregnes efter de beregningsregler, der var gældende på tidspunktet for lokalplanens/byplanvedtægtens vedtagelse.